Etablering og registrering af virksomhed i Norge – A/S eller NUF?
Når en dansk virksomhed skal etableres i Norge, er det vigtigt at træffe det rigtige valg af virksomhedsform. For en dansk virksomhed står valget som oftest mellem disse to:
- Oprettelse af aktieselskab (A/S) – på norsk: aksjeselskap (AS)
- Registrering af udenlandsk (den danske) virksomhed – på norsk: Norskregistrert utenlandsk foretak (NUF)
Andre norske selskabsformer kan naturligvis også komme på tale, men i praksis er det sjældent.
Hvad er forskellen mellem AS og NUF?
Filial – norskregistrert utenlandsk foretak (NUF)
Et NUF er ensbetydende med:
- Registrering af den danske virksomhed i Norge. Virksomheden får en norsk filial.
- Filialen er ikke en selvstændig juridisk enhed.
- Den danske virksomhed hæfter for alle forpligtigelser som er knyttet til den norske filial.
- Virksomheden registreres i enhetsregisteret og får et organisationsnummer (tilsvarer et CVR-nummer).
- Filialen kan momsregistreres i Norge.
- Forretningsadressen kan ligge i Norge eller i hjemlandet. Dermed kan filialen have fast driftssted i enten hjemlandet eller i Norge.
Selskab – norsk aktieselskab (AS)
Et AS er ensbetydende med:
- Stiftelse af et norsk aktieselskab (datterselskab).
- Selskabet er en selvstændig juridisk enhed.
- Stiftelsesdokumenter udfærdiges, der skal udpeges en bestyrelse og evt. en direktør. Personer med tilknytning til selskabet skal have enten norsk personnummer eller norsk skattenummer (D-nummer). Krav til aktiekapital i Norge er kun NOK 30.000,- (det anbefales aktiekapitalens størrelse afspejler den forventede aktivitet).
- Den danske virksomhed (moderselskabet) hæfter ikke for forpligtigelser i det norske selskab, med mindre der specifikt er givet moderselskabsgarantier.
- Forretningsadressen ligger i Norge.